Vinden
Vinden bærer salten fra havet ind over landet, så det sætter sig i mine øjenvipper, og jager støvet fra lumre sommergader op i ens ansigt. Jeg elsker vinden.
Vinden blæser udenfor mit vindue. Træerne bliver skubbet og bladene strækker sig, som fingrene på en ballerina. Det er stadig lyst; et koldt blåt lys, og lunt, men vinden er kølig og specielt er det køligt i skyggen. Jeg elsker vinden.
Især den tørre sommervind. Når varmen rigtigt er sat ind, har fået plads og tid til at lægge sig som en tåge over byen. Når støvet indtager gaderne og pollen klæber til vinduesruder. Når døsigheden er på sit højeste. Der plejer den at titte frem, pirrende og drillesyg, med et stort tandfyldt grin.
Den hvirvler støvet op i øjnene når man går, og den trækker en tom juiceboks ned ad gaden, langs bygningerne. Jeg tror måske, at der intet bedre findes, end at være fanget i en lummer og stegende varmelomme i byen, for så at dreje om hjørnet og – uvidende! – blive ramt af et overraskende vindstød så man udbryder et lille hvin!
Når sommerheden har indfundet sig, er det vinden som vækker byen fra sin sløve, monotone tomgang. Træt, øl, solbade, sove, ryge, bolle, træt.
Og jeg kan godt lide tænde min cigaret med hånden som læ, eller lænet ind mod en opgang, med et fast bid i smøgen så den ikke flyver væk, mens jeg desperat klikker med lighteren, er uendelig tæt på at miste troen, og ved et kosmisk held får ild i et kort øjeblik.
I varmen tager man ud af byen: Med toget, sammen med resten af sit kvarter, eller på en oppakket cykel, med et håndklæde om nakken, for at bade, ryge og blive luftet. Og som solbader, er vinden din bedste ven. Det er den der sørger for, at man bliver rigtigt brændt. Forræderisk køler den, så man ikke opdager hvor rød man bliver, når man ligger der og sludrer og læser dovent og blunder.
Det er vinden, som gør havet varmt selv når det ikke er det. Når man triumferende betragter de andre badere, stående i den lave ende, med vand til lårene, dugvåd efter den første dukkert - der er det vinden som gør dråberne på ens krop kolde, som vinder over solen, så man ikke har andet for, end at kaste sin krop ned under vandet igen – til varmen, i ly.
Vinden bærer salten fra havet med sig, det gør den mest ved Vesterhavet. Der er den rådvild. Hylende smækker den håret som en pisk, frem og tilbage; hårenes smæld drukner i bruset. Det sætter sig i håret, salten, så det klistrer sammen i uglede tykke reb, og lægger sig som krystaller på kinderne, så når man kører en hånd henover, knaser det ru.
Vestenvinden reder klitternes strå så de ligger fint i rækker, for et sekund. Og bølgerne, hvis skum bliver drevet ind på stranden, løfter den let op i luften for derefter at lade det dale ned igen, og gå itu, eller drive lidt videre over sandet.
Jeg elsker når et vindsus tager hårdt fat i min drage, kæntrer den, sender den durk ned i sandet. Det går stærkt og giver en raslen af glasfiber og teltdug og et træk i linerne, så de spænder og vibrerer. Eller når den pludseligt stopper, så dragen i et øjeblik står helt stille i luften, hvorefter den langsomt uden at opdage det selv, daler få sekunder. Til det er det eneste man kan gøre at give linerne et hårdt ryk nedad og løbe baglæns, ud i havet hvis det er det det kræver, og håbe på et nyt vindstød som kan drive den opad igen.
Beklager kommateringen,
Gustav Hagild
PS: Liiiiiiidt vind-relevant kunst.
PPS: Her er et billede af min drage in action, ved Nordfyns kyst, over en påske hos mine bedste venner.
