Solens Maler
Fontainebleau på Den Hirschsprungske Samling er blandt de bedste billeder i verden, og I skal tage ind og se det. For at se, at I ikke behøver Gud. Det er på tide.
Jeg sad til et middagsselskab for en del tid siden, og talte med en lysmand. Vi sad udenfor i et koldt sensommerlys, det var sent på eftermiddagen, men solen stod stadig højt på himlen bag lidt blandede skyer, og lyste et indirekte lys – et bredt, hvidt, egalitært lys som oplyste haven og alle om bordet jævnt.
I løbet af samtalen endte jeg med at erklære, at hans job måtte være det vigtigste i verden, for alt hvad vi ser, er i sidste ende lys. Måske blev jeg også fuldere, men ikke desto mindre blev jeg altså overbevist den eftermiddag.
Jeg er ikke sikker på han forstod, at det var et kompliment, måske kommunikerede jeg det ikke rigtigt, jeg tror ikke det endte med at lyde arrogant, men det frygter jeg, men jeg mente blot at beskrive min store respekt for mennesker som forstår lys. Uden lys, intet syn, ingen skønhed, ingen af de ting, som er det nogle af os lever for.
I en fløj på Den Hirschsprungske Samling i det centrale København hænger et maleri af Valdemar Schønheyder Møller. Det er forholdsvis lille, ikke meget større end et Anders And blad, og hænger stille og fredeligt og gemmer sig ved en døråbning.
Det er indrammet i en sort ramme – sådan husker jeg det i hvert fald. Jeg opdagede det ved et tilfælde en gang jeg brugte en eftermiddag i samlingen. Som en lille lysende solstråle hang det og glimtede.
Nu besøger jeg det hver gang jeg er på museet, men kan aldrig huske præcis hvor de har hengemt det, så jeg går alle rummene metodisk igennem indtil jeg finder det. Sidst spottede jeg det ud af øjenkrogen, i et mørkt lokale, mens jeg gik igennem et andet. Det var inden museet var åbent, og lyset var lavt i den rødvæggede sal, og jeg følte straks gensynets glæde og dets kalden som ringen efter Gollum.
‘Bemærkelsesværdigt landskab fra Fontainebleau-skovene erhvervet af Den Hirschsprungske Samling’ skrev de i en pressemeddelelse fra 2023, og fortsatte med et citat fra daværende direktør Gertrud Oelsner:
‘Værket er et markant eksempel på kvaliteten i Schønheyder Møllers kunst, og det er samtidig et vigtigt bidrag til fortællingen om de nye aspekter af symbolismen. Kun få danske kunstnere arbejdede så radikalt som Schønheyder Møller omkring år 1900, og han skildrer med værket et motiv, der delikat balancerer mellem fotografisk realisme og symbolistisk naturabstraktion’.
Lad os nu se det billede! Alright, her er det så:
Når man står overfor billedet, lyser det decideret. Det blænder én, og man forstår ikke, hvordan det ikke kan være rigtigt lys som flyder ud af lærredet: Den gyldne baggrund af en solnedgang, smelter sammen med det mælkede rosa lys.
Lyset trænger igennem træernes mørke blade, som på en og samme tid holder lyset tilbage og afslører det. Man kan mærke hvordan huden folder sig i nakken når man tilter hovedet bagud, og måske er man nødt til at tage et lille skidt bagud også, for ikke at miste balancen, mens man stirrer op mod trætoppene og ind i solen, og trætoppene svajer lidt, og bladene risler, og man klemmer øjnene sammen for bedre at kunne se.
Det gjorde Valdemar Schønheyder også – stirrede op i solen, for at kunne male alle farverne der opstår når nethinden kigger direkte ind i sin moder.
Og på billedet hænger, allermest enkelt og let, den lille smørhvide sol, nærmest perfekt rund, ever so slightly i den nederste venstre halvdel. Den synker ned i horisonten, ned bag trætæppet og buskadset og ned i jorden, og efterlader os med håbet om at den kommer igen.
Ny ved jeg jo ikke om dette billede er en solopgang eller en solnedgang, og jeg har diskuteret det frem og tilbage med mig selv; Er den mælkede lysegule og lyserøde iris tegn på morgenrøde i en køling dugtung luft, eller er den mætte brændte farve bag trætoppene de sidste sommerstråler fra en sol som har varmet hele dagen? Jeg er i tvivl, og håber på morgenrøde, men min første indskydelse var aftensol.
Han, Valdemar Schønheyder Møller, blev født i 1864 og døde i 1905. Jeg vil starte med at sige at han ikke af offentligheden er særlig kendt – heller ikke for mig, før jeg faldt over ’Fontainebleu’ på Den Hirschspungske ved et tilfælde den eftermiddag. Han er ikke i de to bøger jeg plejer at konsultere, så vi bruger alternative kilder for at lære ham at kende i dag.
Ifølge en artikel fra Bruun-Rasmussen (og min superseje veninde Bente Scavenius) var Schønheyder og Vilhelm Hammershøi venner. Kendere af Hammershøi ved, at han også var en lysets mester, dog et helt anderledes lys.
Hans eret gråligt, køligt og jævnt lys. Jeg er ikke særligt bekendt med Hammershøis oeuvre endnu, men som alle andre med øjne i hovedet, elsker jeg hans billeder, om end de minder mig lidt om nogle sæbeskurrede trægulve vi havde i det hus jeg voksede op i (En af grundede til at jeg ikke har haft overskud til at dykke ned i Hammershøi endnu, er, at jeg tror man skal have tiden og styrken til den dedikation det kræver, og den har jeg ikke fundet endnu.)
Samme artikel fortæller at de studerede sammen under P.S. Krøver i København. Og begge var flittige brugere af kameraer: ‘med kameraet indfanger og leger de med en række tematikker, som står centralt i begges værker: rum, refleksioner, lys og modlys.’
Her er åbenbart et billede Valdemar har taget af Vilhelm:
Værket ’Fontainebleau’ blev til i den periode Schønheyder levede Fontainebleau, en kommune i Frankrig. Her ligger, udover hvad der ligner et fabelagtigt slot, Fontainebleauskoven som malede fra årene 1894-1901.
Han stirrede som sagt op i solen og malede og malede og malede lys.
Denne besættelse af lys, gav ham blandt franskmænd titlen: Peintre de Soleil - Solens Maler!
Den Hirschsprungske Samlings pressemeddelelse slutter:
‘Valdemar Schønheyder Møller vendte tilbage til Danmark i 1901, hvor han mærket af bipolar lidelse lod sig indlægge på Psykiatrisk Hospital i Aarhus frem til sin død i 1905.’
Min Fontainebleau, altså den som hænger på den Hirschsprungske Samling (og øverst i det her nyhedsbrev) er et mesterværk i lys.
Mange beskriver ham også som en mester i symbolismen, hvilket er en kunstretning hvor man forsøgte at skildre det indre igennem en stemning, mere end en konkret beskrivelse.
(Jeg har konsulteret min trusty friend “Billedekunsten: Epoker og ismer gennem tiderne” af Sandro Sproccati, oversat af Torben Christensen fra 1997 og udgivet på Politikens Forlag. Den er vanvittigt god, og hvis du finder den i et antikvariat, skal du absolut købe den, og hvis der er to, vil jeg gerne have en til!)
Nå, POINTEN med symbolisme, som er stort i 1880’erne og ‘90’erne, er, og beklager min forfladigede beskrivelse, at vores sindsstemning bedst kan forklares af stemninger, sindsbilleder, og øjeblikke; at ånd ikke er så konkret at det er til at tage at føle på. I føromtalte bog, er der en meget fin passage jeg lige vil gengive her:
‘Mennesket bevæger sig gennem en ”skov af symboler” (Boudelaire) og ser verden som en ”skov af tegn” (Rilke) hvis mening det må udrede for at opdage det universelle i det mindste og der usynlige i det synlige’ (Sproccati ,135).
Det er kunstnere som Gauguin, van Gogh og Munch der, med hver deres udtryk, beskriver deres indre, ikke med en koncis og præcis beskrivelse, men gennem, ja stemninger.
Ligeledes med Schønheyder. Jeg bilder mig ind, at man i hans billeder kan mærke det uendelige håb der ligger i den skønhed vi kan se med vores blotte øje. Det som gør at livet, uanset hvor meningsløst det end er, alligevel stækkes af en livsdrift og selvopretholdelse. Det har intet med ”Gud” at gøre, derimod har det alt med mennesket at gøre. Vi ser vores meningsløshed besvaret udenfor os selv.
I Christopher Hitchens’ bog ”God is not great” (2007) indleder den engelske ateist og offentlige kontrær, med beskrivelsen af en skoletur han som barn var på med en skolelærer, en Mrs. Watts.
På turen i det sydvestlige England, som kendere vil vide er umanerligt smukt og råt, tænk: Bakker, åbne vidder og granitklipper, viste Mrs. Watts dem fugleredder med æg og hvilke planter der kurerede brændenældernes svidende stik.
Og en dag – man fornemmer, skæbnesvanger for både den unge Hitchens og for hans respekt for Mrs. Watts – går hun, hans ord, for langt:
“So you see, children, how powerful and generous God is. He has made all the trees and grass to be green, which is exactly the color that is most restful to our eyes. Imagine if instead, the vegetation was all purple, or orange, how awful that would be.”
Her slår Hitchens selvfølgelig ned:
“My little anklestrap sandals curled with embarasment for her […] I simply knew, almost as if I had privileged access to a higher authority, that my teacher had managed to get everything wrong in just two sentences. The eyes were adjusted to nature, and not the other way about’ (‘God is not great’, Hitchens, 2007, kapitel 1)
Hvorfor citerer jeg Hitchens nu? Ja, det overvejer jeg faktisk også selv. Det citat stod lige pludselig for mig, som nødvendigt at inkludere.
Man behøver ikke Gud for absolut skønhed; man ikke behøver takke Gud for de få ting i verden, som er til at holde ud og som er værd at leve for. Man behøver blot takke naturen og dermed takke mennesket. Nej omvendt, takke mennesket, og derved naturen. Lyset og vores evne til at opdage al den objektive skønhed der trods alt er lige midt i håbløsheden.
Og mere specifikt, kunne man takke Valdemar Schønheyder Møller for at indfange den, male sig selv igennem den – male en universel sandhed i en lysståle.
Som ofte før er der ikke en videre konklusion, for jeg har ikke svaret helt endnu. Jeg tænker videre, og opfordrer dig til at tage til Den Hirschsprungske Samling og se ‘Fontainebleau’. Den skal nok finde dig, mens du føjer omkring derinde.
Beklager kommateringen,
Gustav Hagild