Martiniske- og litterære knockouts

Hvordan laver jeg SÅ gode martinier og hvorfor kan jeg ikke blive færdig med Claudia Durastantis 'Fremmede jeg kender'? Store spørgsmål på programmet i dag.

Kære alle!

Lang tid siden, jeg beklager, erhm, men also – ikke nok har skrevet i desperation og efterspurgt mit nyhedsbrev! Kun én! Han er så til gengæld værdsat!

Jeg har haft travlt, og har haft sværere ved at skrive end normalt. Men det er fredag aften, og jeg har drukket to martinier.

Når jeg finder mig selv i den glædelige situation at nogen vi have jeg laver en martini til dem, siger de siger de altid, når de har smagt den, uafkodeligt: ”What?! Vanvid?!” og jeg siger: ”Ja.”

Min martini-opskrift:

• Det som cirka svarer til et glas med vodka

• 4 oliven (det behøver ikke være god kvalitet, bare noget grønt)

• En lille-bitte smule vermouth

Fyld en shaker med is, og tilsæt din vodka. Put derefter din lille-bille smule vermouth i. Jeg mener en lille smule; vi snakker en teske – max!

Ryst godt.

Put derefter fire oliven (jeg foretrækker grønne; enten med mandler eller hvidløg i (sidstnævnte er overraskende godt) eller plain, på en martinipind eller en tandstik eller gå rogue og put dem direkte i glasset.

Hæld din kolde, rystede drink over og drik. Voila. You’ll thank me later.

--

Jeg gik tidligt i seng for at læse lidt i en bog jeg altid shader når jeg skal beskrive den. Det er storpriste, italienske Claudia Durastantis Fremmede jeg kender, som jeg – hvis jeg gerne vil flashe at mit intellekt er så stort at det både rummer kynisme og selvironi – lidt ondskabsfuldt plejer at kalde: ”ikke godt nok skrevet til, at have så lidt plot”.

Men jeg vender tilbage til den, fordi introen er ret vidunderlig. Hovedpersonen er Durastanti og begge hendes forældre er døve.

Bogen er hendes livshistorie; heri ligger manglen af plot. Men den begynder som sagt enormt smukt, med sætningen:

”Min mor og far mødte hinanden den dag min far forsøgte at springe ud fra Ponte Sisto i Trastevere. Broen var et godt sted at kaste sig ud, for selvom han var en god svømmer, ville han blive lammet når han ramte vandet, og Tiberen var allerede dengang grøn og giftig” (p. 9).

Så bliver resten af situationen beskrevet. Næste afsnit begynder derefter sådan her:

”Min far og mor mødte hinanden den dag han reddede hende fra et overfald foran stationen i Trastevere” (p. 10).

Forældrene er begge romere, moren har ”et frækt, bredt smil, nikotingule tænder og glat sort hår i den skulderlange frisure som ikke klæder nogen” (p. 11) og faren havde ”stramme jeans på og en lyseblå skjorte med opsmøgede ærmer og stod og røg en rød Marlboro, som han røg to pakker af om dagen” (p. 10).

Hun ender første kapitel med den tørre konstatering: ”Mine forældre blev skilt i 1990. De har kun set hinanden få gange siden, men de siger begge at historien begyndte med at de reddede den andens liv” (p. 12).

Det er en enorm fin begyndelse – skrevet tilpas tørt, konstaterende og storladent på en underfundig måde. Og sådan skriver hun egentligt videre (jeg er kun halvvejs i bogen), men fordi det nærmere er en gennemgang af hendes liv og hendes familiemedlemmers historier, taber det lidt flyvehøjde. Det bliver, jo længere du kommer ind i den og jo mere vej du har lagt bag dig, mindre og mindre sjovt, at høre om endnu en skør onkel. Godt fortalt, ja, men udlæggende og ikke bidragende til en større gennemskuelig historie.

Og så er der en gang imellem bygget nogle sproglige punktummer ind i teksten, som skal forstille poetiske knock-outs, men som i virkeligheden virker selvsmagende-luftige. Og det er tit bygget op således, at sætnineng står alene.

 På side 49 for eksempel:

Yada, yada, efter at have beskrevet hvor dårligt hendes forældres ægteskab var, hvordan de skændte nætterne lyse, beskriver hun nu farens job. Han arbejder for et byggefirma i 1980’ernes New York, og hun beskriver hvordan han var en bedre snedker end pokerspiller og hvordan arbejderne tog en lille dosis kokain inden de kravlede op på højhusene, for ikke at blive svimle. Meget sjovt alt sammen. Men så går hun en linje ned, og skriver, uironisk:

”Om dagen byggede min far huse, om natten smadrede han ægteskaber”.

Nyt afsnit, noget om hendes mor.

Den slags ”Aha! Se min sproglige kunnen,” kan jeg ikke klare.

En af mine kollegaer spurgte da jeg fortalte om Durastanti til frokost: ”Hvorfor dropper du en ikke?” og det er det rigtige spørgsmål. Måske fordi jeg føler mig som en litterær martyr, der har brug for at kunne sige at jeg har læst den, eller måske fordi sproget virkelig har noget flyvehøjde, eller måske fordi jeg frygter at hvis jeg ikke kan læse den her færdig, får jeg aldrig læst en bog igen, og så er jeg en fraud som må forlade mig på smart-kyniske bemærkninger til middagsselskaber eller i kantiner.

Klokken er lidt i otte lørdag morgen, himlen som var meget blå for bare en time siden, er nu plettet af skyer, og jeg fryser lidt, for jeg sidder lige på til et vindue der trækker. Og nu udgiver jeg det her nyhedsbrev.

Jeg har savnet jer, beklager kommateringen, godmorgen!

Gustav Hagild