Jeg bedømmer tiaraer ud fra min egen subjektive mening, fordi jeg har god smag i tiaraer
Tiaraen er et vanvittigt koncept; I like it a lot. Nogle gange er det flot, andre gange er det grimt. Her bedømmer jeg et par stykker.
Det her er udelukkende en æstetisk øvelse, som handler om, om jeg synes de er flotte. Derfor er der ikke vildt meget kontekst, og sådan må det være. Tiaraerne er valgt ved at jeg har gemt billeder af dem på min telefon efter jeg løbende er blevet præsenteret for dem i min algoritme. Måske man kunne lave en runde to, hvor jeg organiserer det bedre.
Here we go:
Princess Grace of Monaco’s Van Cleef & Arpels Diamond Tiara fra 1976:
Det her bryder jeg mig ikke om. Det ligner figurative blomster, men det er meget tungt. Det er også virkelig moderne, i sin brutale tunghed. De rene sten gør at det både er fimset og bastant på samme tid, og det fungerer ikke. Jeg er i tvivl om dets point of view, udover at det siger: Jeg er overfladisk og har penge, og tør ikke sætte noget på spil. Det er et børnetiara.
Det her billede indkapsler hvad jeg prøver at sige:
The Baroness Ashburton Emerald Tiara/ Boucheron Harcourt, lavet af Boucheron circa 1900:
Det her er både enormt fascinerende og ikke særligt pænt. Jeg er på den ene side meget glad for det, fordi det er så harmonisk i sit brug af diamanter. Det er tungt og det er bastant, men det er næsten selvironisk voldsomt. Sådan, “når jeg har det på undertrykker jeg dig aktivt, bare ved at kigge på dig”.
Derudover giver grønne sten – smaragder – mig en skurke-energi jeg ikke nødvendigvis identificerer mig med, men afgjort fucker med på afstand, specielt på en ældre kvinde. Det er Anastasias bedstemor i Paris møder Glenn Close møder Yves Saint Laurents 1976 Russian Collection (okay det er to russiske referencer, det har nok noget at gøre med at det efterligner formen på en kokoshnik).
PS: Der er en hel stilart af tiaraer som er inspirerede af kokoshniks, blandt andet Queen Alexandras Kokoshnik Tiara, som i sin stringente vulgaritet er ret fantastiske. Problemet med den her stilart er, at deres æstetiske succes afhænger enormt meget af deres proportioner. Så det her er meget velproportioneret, mens andre er for tykke, eller har for smalle stænger eller er for spidse. Anywho, her er Queen Alexandras:
The Napoleonic Cut-Steel Tiara

Det her burde ikke fungere, men det gør det. Altså art-nouveau-møder-art-and-crafts-stil, som med de meget figurative blade og ahorn skriger på ikke at blive taget for seriøst. Og så fungerer guldet også med stålet, selvom det ikke burde? Did I mention the acorns?! Meget fint. Jeg er også meget betaget af præcis hvor højt det sidder på hovedet, hvis det sidder oprejst? Det har en stille, uformel romantisme og nationalidyl over sig, som på en eller anden måde gør mig tryg.
The Mellerio Shell Tiara af Mellerio dits Meller, 1867:
Tilhører den spanske kongefamilie. Jeg er besat af det her tiara. Det er både dumt og Disney-agtigt, og ret romantisk, samtidig med at det både kunne være et smykke Richard Burton kunne have givet Elizabeth Taylor, men også et smykke Gatsby kunne give Daisy (er det det samme? Maybe). Det giver Venus’ fødsel af Botticelli og den lille havfrue som bliver til skum mens solen stiger op over havet:
Nu steg solen frem af havet. Strålerne faldt så mildt og varmt på det dødskolde havskum og den lille havfrue følte ikke til døden, hun så den klare sol, og oppe over hende svævede hundrede gennemsigtige, dejlige skabninger; hun kunne gennem dem se skibets hvide sejl og himlens røde skyer, deres stemme var melodi, men så åndig, at intet menneskeligt øre kunne høre den, ligesom intet jordisk øje kunne se dem; uden vinger svævede de ved deres egen lethed gennem luften. Den lille havfrue så, at hun havde et legeme som de, det hævede sig mere og mere op af skummet (H.C. Andersen, Samlede Eventyr og Historier, 1995. p. 76).
Og så er det proportioneret virkelig fint. Det er næsten for on-the-nose, men jeg synes det lander perfekt inde for linjen, tungt som et gådedun.
The Ansorena Princess Fleur de Lys Tiara
Også den spanske kongefamilie. Jeg kan ikke finde ud af hvornår det her er fra, men jeg må bare sige: Nope, absolutely not, na-ah, no, no, no! Det giver McMansion møder 00’er-housewife of the OC møder Ed Hardy. Perlerne er for runde og tunge til dens stramme, smalle linjer, Fleur de lys’en er for grafisk og umoderne. Det er ikke klassisk, men det lader som om det er det.
The Floral Tiara (1879 lavet af J.P. Collins)
Igen, den spanske kongefamilie. Det her er perfektion. No notes. Meget fint og vel-proportioneret, med tilpas romantik og æstetisk stramhed.
Minder enormt meget om Dronning Margrethes diadem her, som jeg desværre ikke kan huske hvad hedder (og som heldigvis er meget flottere, fordi det ikke føler det skal forlade sig på symmetri, men tør læne sig ind i en næsten vild, tilgroet asymmetri.
Meget flot. Hvis I ved hvad det hedder, så skriv!
Det var det. Håber I synes det var bare lidt sjovt. Min ven Mikkel er ekspert. Kommenter hvis I vil have en podcast hvor vi snakker om tiaraer.
Beklager kommateringen,
Gustav Hagild
Elsker alt ved det her. Kan vi få en “sådan bærer du selv tiaraen”-styleguide?
Kæmpe ja til tiara podcast! Og en vol 2! Og til en hverdags styleguide