Hundehvalpens cuteness er et sort hul i væggen
Jeg har tisset på et toilet og er blevet konfronteret med livets ubærlige absurditet.
Jeg drak i går et glas udmærket græsk orangevin på min yndlings vinbar. Jeg gik tidligt fra arbejde fordi der var stille, solen skinnede, og sad så på en café og læste i en digtsamling og drak en kande hvid te.
Da jeg var færdig med digtsamlingen, følte jeg mig stolt: på vej på arbejde om morgenen havde jeg læst Annie Ernaux’ Den Unge Mand, som ved gud kun er 37 sider lang, og måske nærmere er en pjece end en bog, men none the less: det føltes altid som en slags bedrift at færdiggøre en bog, let alone to små bøger. At sætte den i bogreolen er som at hænge en lille medalje op. ”Se mig, jeg har gjort noget godt”.
Ernaux’ bog handler om hendes forhold til en 30 år yngre mand, og den følelse kender jeg kun med omvendt fortegn – og det er skønt, bevares.
Tilbage til vinbaren. Jeg gik med raske skridt (det gør jeg meget, går med raske skridt) gennem byen da jeg havde drukket min hvide te for jeg var blevet råkold, og prøvede at få varmen, og endte som sagt på vinbaren.
Græsk orangevin i en lille vindueskarm, med den kolde blå himmel og de råhvide bygninger udenfor. Nu var solen næsten væk, men lyset forblev heldigvis og det lignede en forårsdag. Kobbertage og Københavns kanaler, som mørkt pludrer langsomt, mens de sidste stråler blinkede i dem. Der mødte jeg en ven.
Efter mit glas orangevin – eller var det efter det glas rødvin vi drak? Det kan jeg ikke huske – skulle jeg tisse.
Foran mig, i køen til toilettet stod en kvinde i en stramtsiddende glimmer-bodysuit som krøb op i hendes bagdel, og var lidt for kort. Hun havde udtrådte læderstøvler på. Hælen var flænset, efter hvad jeg forestiller mig, er utallige fulde gåture hjem fra byen på brosten, langs kanaler, gennem snævre gader, sent om natten. Måske efter at have danset på sæderne på et brunt værtshus, til 80’er pop man kan skråle med på, høj og kåd. Jeg tror hun var 44.
Hun trissede frem og tilbage, løftede det ene ben op over hendes andet knæ, satte det ned på jorden igen, hoppede lidt, tog et par små, hurtige skridt frem og tilbage og løftede så det andet ben. Da kvinden foran hende var færdig, jog hun døren op og smækkede den efter sig igen.
Endeligt
var det min tur til at tisse Jeg trådte ind i en dunst af et toilet som havde været i flittigt brug – der lugtede ikke af tis, men der var en tyk luft af mennesker, parfumer, sved, ingen ilt og måske ja – svagt af tis. Fint nok.
Toilettet var rødt: væggene var røde, og pæren i lampen var også rød. Jeg er meget stor fan af røde toiletter. Det virker som om det er en thing at have et rødt toilet, hvis man er et lidt smart sted evt. et smart hotel. Hvis det lyder nedladende, mener jeg det ikke sådan. Jeg synes det er chikt, og jeg ville gerne selv have et rødt badeværelse. Det er gjort en del, men fungerer stadig.
Pointen er:
At på væggen bag toilettet, var malet en lille sort firkant.
Og up close:
Og det er fuldstændigt vanvittigt. At male en lille, ukommenteret sort firkant, lige i synshøjde på en rød væg bag et toilet er så radikalt og sjovt og mærkeligt og vanvittigt at jeg blev dybt betaget af den (ergo at jeg tog et billede, og nu skriver stolpe op og ned om det).
For når man står der, er man vant til at nogen gerne vil en noget. At der er et billede, eller et blad, eller måske et chinoiserie tapet, som skal lede din tanker til Kina.
Men en lille sort firkant – hvorfor?!
Jeg blev i et uendeligt kort øjeblik hevet ind i et eksistentielt rum, afgrænset og repræsenteret af den lille sorte firkant. En slags absurd provokunst, der i sin simplicitet – ja næsten platte simplicitet – kommer op til dig og siger: ”Du aner ikke hvem du er, og du tør ikke finde ud af det”.
Så simpel og alligevel ramte det. En sort firkant, som en slags ende på alle ideer om mening, figurer, sprog. Hvem pokker var det nu som malede sorte firkanter??
Cut for research
Efter en hurtig googlesøgning, står det klart for mig, at det er dén ukrainske (nogle siger russiske? Datidens geografi og krige, skal jeg ikke gøre mig klog på, men vi går med ukrainske her, eftersom han var født i Kiev) kunstner Kasimir Malevitj (1897-1935) jeg tænker på.
Jeg kan ikke huske hvor jeg for nyligt blev introduceret til ham! Jeg tror det var i en artikel, som havde med Chäim Soutine at gøre, men kan ikke finde den i skrivende øjeblik, og skriveriet må jo fortsætte derudaf babu-babu, og vilde heste, alt det der og mere om Soutine i næste uge – men det var Malevitj, som malede sorte firkanter.
I 1915 grundlægger han Suprematismen som ’byggede på en strengt geometrisk og radikal abstraktion, på samme tid konkret og spirituel og rationalistisk og metafysisk’ (Sproccati, Billedkunsten: epoker og ismer gennem tiderne, 1997, p. 175). Det lyder alt sammen storslået (Wuhu: faste læsere ved, at det elsker vi her).
Han fører
‘hvert eneste betydningselement - figur - ind i et felt uden perspektiv eller sammenhæng. Han rensede det for fortællende egenskaber og lod alle dele svæve i et kaotisk rum’ (ibid. 178).
Sproccati fortsætter:
‘For Malevitj tjente maleriet ikke mere som et redskab for den virkelige verden; det var tværtimod en ting i dig selv og for sig selv – det var lige så konkret som alle genstandene omkring det [… og derved …] afslutningen på kunstens imitation’ (ibid. p. 178).
Blah blah blah, hvad betyder det?
Det er den totale opløsning af forsøget på at gengive, skabe eller portrættere mening i et “sprog” som er forståeligt.
‘Jeg er blevet forvandlet til et formens nulpunkt og har trukket mig ud fra den akademiske losseplads,’
skulle Malevitj (ibid. p. 183) angiveligt have sagt, da han havde opnået formens nulpunkt. Og det er ret vidunderligt, selvom for en reluctant maximalist som jeg:
Jeg bor stadig på den akademiske losseplads og vil forsøge at udbasunere hvad jeg tænker:
At man i forsøget på at skabe mening, jo flere og flere lag man skræller af, når mod simplere og simplere sandheder.
Jo mere man forsøger at skabe ægte, sande former, ægte sande ord, jo simplere og renere bliver deres mening. Derfor er klicheer klicheer. Derfor er mundheld visdom. Derfor er en sort firkant, udtryk for hele universets ubærlige vægt og kærlighedens længsel, og ensomhedens sødme, og hundehvalpens cuteness (vi når ikke Kundera og jeg det er nærmest den eneste af hans, jeg ikke har læst, så INGEN spoilers).
I virkeligheden: Livets absurditet.
Tilbage er kun mørket. Som måske er ondskabsfuldt? Eller måske håbefuldt? Kan man smede med livets ubærlige ligegyldighed og bygge noget med det?
Og tør man, Alice, hoppe ned i hullet og finde ud af det?
Måske tager jeg fejl med Malevitj. Hvem ved. Men dén forbandede firkant, på det lille toilet, ramte mig.
Beklager kommateringen,
Gustav Hagild
Du er gal (og genial) ♥️♥️♥️