Guldalderen. Lyder nice, var nice

Efter at have været på Forårsudstillingen, tænkte jeg på hvor ens vores tid er med Guldalderens og hvad dens største maler - imo Købke - lærer os om, at se på verden med et kærligt blik.

Jeg varslede om et nyhedsbrev i sidste uge, der skulle handle om ”Guldalder V. Nationalromantik: Pros and cons”. Det bliver det næsten. Det kommer til at handle om Guldalderen, sorry kids, things chance.

I forrige weekend besøgte jeg Kunsthal Charlottenborg i København, hvor Forårsudstillingen i disse dage vises. I den anledning spørger man jo (og jeg skriver jo, fordi det føltes på en gang selvsagt, oplagt og banalt): Kan vi i disse haller finde noget som gennemvæder vores samtid? Får vi afsløret noget indtil nu skjult, om selve den ånd, der fyger gennem os og gaderne lige nu? Kort sagt: Er der ét gennemgående tema?

Ja.

Nærmest alle værkerne (af svingende kvalitet, som det altid er med store udstillinger, sorry) havde en længsel tilbage i tiden. En søgen efter identitet i noget fremmet, noget tidligere, et holdepunkt som kunne fæstne værkerne – i et eller andet.

Men hvor lygten som ofte peger fremad når man rejser ud og leder, så man ikke ved en fejl smadrer ind i en betonklods og slår sig, pegede den bagud på Charlottenborg.  

Det hele var sådan noget med: ”Min bedstemor hæklede engang på en rokke”, ”Sådan her, flettede man gran i mine forfædres landsby udenfor Kolding” og så videre. Der var meget godt – noget helt genialt godt – men det meste undersøgte hvem kunstneren var ud fra deres personlige familiehistorie. Ved at spørge: hvad kommer jeg fra?

Tillad mig, at vende tilbage til det.

Nu Guldalderen. Lyder nice, var nice. Fylder meget for mig lige nu, og hvorfor gør den det?

For det første: Christen Købke, og for det andet, en bog, eller nærmere en ph.d.-afhandling jeg så småt læser i, som hedder En fælles forestillet nation – Dansk landskabsmaleri 1807-1875 skrevet af Gertrud Oelsner i 2016. Hurra.

Men Købke først:

For et par måneder siden, brugte jeg en december eftermiddag på Statens Museum for Kunst i København.

Var jeg Carrie Bradshaw havde jeg skrevet: It was one of those perfekt New York afternoons.

Men det var romantisk. Jeg vandrede med hurtige skridt gennem det kolde og blege København. Solen stod højt på himlen, og jeg havde lige færdiggjort og rejst mig fra en kold øl, jeg havde drukket på en cafe ud til søerne. Jeg var alene, havde milde tømmermænd og var godt tilpas i min krop. Min næse og mine kinder var røde.

Da jeg ankom på SMK, gik jeg ret målrettet mod Eckersberg-rummet. Jeg savnede snorene på hans skibe, som var det i hans kunst jeg først blev forelsket i.

Dem kiggede jeg så lidt på, hold op de er flotte. De hænger underspillet der og hviler sig, med en bue som nærmest ubemærkeligt med det blotte øje, tynger nedad. Bravo.

Nå, jeg gik så videre ind ved siden af, til Købke-rummet. Tidligere er jeg gået hurtigt igennem, men denne gang var der et eller andet som fangede mig. Måske var det hans små skitser ved Capri:

Klipper og oprørt sø. Capri (1839).

Studie af brænding ved Marina Piccola, Capri (1839).

Hans luftstudier er fantastiske også:

Luftstudie (1831-1834).

I deres umiddelbare penselstrøg er de voldsomme og nærmest impressionistiske. Man kan se børstehårene og den røde brændte farve skriger på éns blik.

(Rød, får mig til at tænke på dette, fra en bog jeg læste, som jeg ikke kan huske hvor er fra:

I digress).

Men denne gang, på dette besøg, var det hans andre billeder som åbenbarede sig for mig. Hans Frederiksborg, hans Sortedamsdossering og vigtigst af alt: hans kastellet.

Udsigt fra Dosseringen ved Sortedamssøen mod Nørrebro (1838).

Udsigt fra loftet på Kornmagasinet ved bageriet i Kastellet (1831).

Og ja, nu bliver det storladent as fuck, men var nu sådan det føltes: som havde de fortalt mig en hemmelighed om lys og om ro.

Jeg brugte en time i det rum (og nej, det er ikke en overdrivelse, jeg fandt en bog, som jeg gav mig i kast med, henslængt på de bænke man ellers lader gamle damer sidde på. Her fik jeg følelsen af at kende ham. Hvilket er grotesk. Kunsthistorikere bruger år på at studere ham, og så skal jeg lige pludselig kende ham efter en time – bær lige over med mig, jeg er forelsket).

Hans væsen virkede så mildt og rent og ærligt, at jeg måtte overgive mig med det samme. Bogen hedder Christen Købke, 1810-1848, er redigeret af Hans Edvard Nørregaard-Nielsen og Kasper Monrad og udgivet i 1996 af SMK.

De tegner et portræt af ham.

Et sted bliver han blandt andet beskrevet:

”Han var født uden skabende Fantasi, og han manglede Kløgt til at stille noget sindrigt sammen. Han blev tom og gold, saasnart han lukkede sine Øjne og vilde tænke sig et Billed uden at have Naturen for sig” (p. 34).

En af hans tidligere elever (Lorenz Frølich) skriver senere om ham:

”Naar jeg tænker tilbage på Købke nu, veed jeg intet andet Menneske, paa hvem det passer så godt, det Ord, der sagdes om Balder: Alle var glade for ham. Intet urent kunde nærme sig ham” (p. 167).

Frølich fortsætter:

”Købke er et Menneske og en Kunstner, jeg ei kan andet end inderligt agte og elske, uagtet jeg maae sige mig, at han ingen stor Aand er, men han er netop et Beviis, at Enhver kan opnaa noget Herligt, Elskværdigt, naar han blot ei vil meer end han er, og hvor langt større er den Mindre i sin Harmonie end den Store i sin Sønderspilttelse” (p. 172).

Altså, ifølge forfatterne: ”et menneske der var dyb i sin enkelthed og til det sidste bevarede et sind, der ikke vidste af det stygge i livet” (ibid).

En Balder, hvis pensel skabte velsagtens de mest fantastiske gengivelser af Danmark og København, hvis lige ikke siden er set. Et mildt lam, der som sine billeder fandt eksistensberettigelse i sin omverden, ikke i sig selv. Det er dog det mest rørende.

(En anden anekdote kommer til tankerne: Engang på Louisiana kunstmuseum overhørte jeg en dame med ravkæder sige om en kvindelig ekspressionistisk maler, hvem kan jeg ikke huske, at det var ”gode farver”. Dét kompliment har samme fantastiske umiddelbarhed, som jeg forbinder med Købke).

Hvad nu med den ph.d. tænker du nok. Kan du klare mere? Alright.

Som sagt læser jeg så småt i den. Jeg er ikke kommet særligt langt. Det er akademisk og kunsthistorisk langt over mit niveau. Men den begynder med ”Periodiseringsovervejelser: Guldalderen eller nationalromantik?” som lovet dropper vi nationalromantikken, og bliver ved Guldalderen.

Oelsner starter med at forklare hvordan begrebet ”Guldalderen” opstår. Det er litteraten Valdemar Vedel (1865-1942) som allerførst i 1890 kalder det tidlige 1800-tals digtning for en guldalder. Fordi han oplevede sin samtid negativt og fortiden positiv. Her er han 25, og sikkert, som vi something-25-årige skal være, sur på sin samtid. Igen, hurra.

Pointen med det er, at ”Guldalder” er positivt ladet og længselsfuldt i dets allerførste brug. Og der var mange virkelig gode kunstnere på den tid. Eckersberg, Thorvaldsen, Købke (<3), etc.

Sådan som jeg læser Oelsner, så er pointen, at guldaldermalerne får lov at definere Danmark, fordi vi netop har brug for, at de definerer Danmark.

København blev bombet sønder og sammen i 1807 og derefter tager Englænderne vores flåde, statskassen var tom i 1813 og vi mistede Norge i 1814 (basic natmus.dk for årstal). Rundt omkring i Europa, spirer demokratier sat i gang af den franske og amerikanske revolution. Så verden er ustabil, Danmark er ustabil.

Alas - Oelsner skriver:

”Mens det på et begyndende nationalstatsligt niveau var nødvendigt at kunne definere, hvori Danmark bestod, og dermed hvad der adskilte nationen fra andre, var etableringen af den danske kunsthistorie og historien om Eckersbergs fremskudte placering en del af samme narrativ” (p. 14).

Man begynder at tale om egentligt dansk kunst, og finde dem, som definerer dén. Eckersberg, Thorvaldsen, Købke.

Hun fortsætter:

”Forestillingen om betydningen af at kunne identificere, hvad der var specifikt dansk og at sikre nationen en egen selvstændig kunsthistorie er, vurderer jeg (Oelsner), samstemmende med den søgen efter suverænitet, der kan iagttages på statsligt niveau” (ibid).

Tak, Oelsner.

Derfor hæftede man sig ved de store kunstnere og gjorde dem til Danmark.

Nu har du læst meget og tænker: get to the fucking point.

The point is this:

Samme søgen efter afgræsninger, efter et indre holdepunkt og et ydre fremmede (i højere eller mindre grad) er at spotte blandt kunstnerne og kurateringen på Charlottenborgs Forårsudstilling. Det simple behov for at sige (eller forsøge at sige): ”Hertil går jeg, jeg indeholder dette her inde for disse linjer, dette er mit legeme” er den samme, som man søgte i Guldalderen. Verden virker åbenbart kaotisk igen-igen.

Men hvor man i Guldalderen kiggede fremad – mod demokratiet, nye kunstneriske retninger inspireret af antikken, og oplysnings principper i filosofien, og så omfavnede disse principper som danske – som det som skulle definere os – ved jeg ikke hvor denne nye følelse af tomhed peger blikket hen.

Som du nok kan regne ud, kiggede Købte ikke ud i verden. Han kiggede lige præcis ind til naboen, eller ned ad gaden. Men hans søgen lå også i det som eksisterede udenfor ham. Hans kunst passede ind i Guldalderen, fordi den var smuk og dygtig og skildrede Danmark smukt og dygtigt – men det som gjorde den smuk, var at Købkes blik på verden var smukt.

Vi dyrker os selv (det gør jeg også!), og regner med at finde os selv derinde. Det føltes næsten indelukkende, selv at skulle have alle svarene. Og desværre, dyrker vi ikke vores nærhed med samme uskyldige skønhed i vores blik, som Købke gjorde det. Vi gør det med et motiv, som jeg tror, forplumrer det.

Nu nåede vi ikke hans portrætter.

Beklager kommateringen,

Gustav Hagild

PS: Her er han. Er han ikke nydelig!

Selvportræt (1833).

_____