En tabt genialitet og Dora Maar
Jeg sørger tabet af en genial tekst, som viste sig for mig som ilden i svovlstikken, og vender mig derfor vemodig mod Maar.
Inden jeg faldt i søvn i går, stod det næste nyhedsbrev helt tydeligt for mig, som en genistreg af moderne prosa. Teksten var betryggende fordi den var så god; virkede nem at skrive fordi dens idé var så tydelig, så klar, så ren. Derfor skrev jeg den heller ikke ned. Det havde været en fornærmelse overfor tekstens fabelagtige præmis og faktisk også mit eget intellekt. Nå men da jeg vågende var den væk.
Det eneste jeg kan huske fra den, var at den skulle bygges op som to med hinanden-samtalende tekstsøjler. Men det hele er væk, som dug for solen, eller et eller andet banalt.
Nok om det. Spildt mælk. Her er et par billeder af kunstneren Dora Maar, surrealistisk ikon, avantgarde fotograf og Picassos elsker:
Jeg sidder og bladrer i en bog om hende, som hedder ‘Dora Maar - med og uden Picasso’ (2000) af Mary Ann Caws. Maar ligner Madonna, eller det er nok den anden vej rundt. Og alt hun nogensinde har sagt er dybt melankolsk og rent:
Om sin barndom sagde hun i 1970’erne:
Jeg har genfundet mindet om haven
Rundt om det fredfyldte hus
Min mor og jeg elskede det…
Sange og tårer
Den enestående magnolia ren og så fjern
Og i oktober 1970 siger hun:
Ruiner vidt og bredt. I det fjerne et tårn
Tragisk og hæslig kulisse. Bitterheden i de dage
der blev forudsagt os. Blodbad og folkemord
Antikrists rige. Dyriskhedens lurvede musik
det uophørlige signal
Lyder nat og dag
Og så igen, den 5. november:
Som en ren sø kedsomheden
Jeg lytter til dens harmoni
I det store kolde værelse
Lysets nuance synes evig
Alt er enkelt og jeg beundrer
Objekternes fuldstændige totalitet
Læs noget om Dora Maar. Hun er fabulous. Både gal og genial. Måske en længere tekst om hende på et tidspunkt.
Beklager kommateringen,
Gustav Hagild