En lille skriveblokade senere
Og så også noget om en drage, som jeg ikke kan få ud af mit hoved. Velkommen til nye læsere!
Kære alle sammen
Hej og jeg håber I har nydt sommeren!
Der er stødt lidt flere til festen og det er dejligt, alle er velkommende her blandt rygerne, og jeg håber I bliver ved med at læse med.
Nå. Jeg har simpelthen haft en lille skriveblokade hen over foråret og sommeren, hvilket er lidt latterligt, for det var ikke dét som var intentionen med dette nyhedsbrev. Ideen var at det skulle være sjovt, uforpligtende, undersøgende, forvirrende og for mig (Jeg ville aldrig være så arrogant at tænke, at jeg kunne give dette til andre) lærerigt.
Og når jeg så alligevel fik en lille skriveblokade, var det nok fordi jeg bliver for fikseret på emnet. Er det klogt nok? Er det edgy nok? Fremstår jeg med den rette konstruerede-nonchalante kloge og selvironiske selvsikkerhed? Hvordan forestiller I, som læser dette nyhedsbrev, jer mig? Ser I for jer, én der casually, med en spand dampende jasmin te ved sin side, sidder og stirrer ud i mørket, mine porer oplyst af det kolde lys fra min skærm? Tastaturets ensomme knitreren, som brændende kævler på et bål? Og er det sejt? Etcetera.
Tidligere i dag kasserede jeg et halvfærdigt nyhedsbrev om en drøm, hvor jeg med stor iver forsøgte at interviewe Carsten Jensen, den venstreorienterede forfatter (Som er hverken nonchalant eller selvironisk, den største synd!), hvorefter han skældte mig ud og sagde jeg stillede ham et ”idiotisk” spørgsmål (Dét har Søren Fauli, manden bag Toms-skildpadden og Normal faktisk engang sagt til mig).
I drømmen var jeg ved at falde i søvn mens jeg forsøgte at stille ham spørgsmålet, og jeg kan ikke huske så meget andet end at rummet vi sad i, var oplyst i et rødt skær.
(Jeg mistænker drømmen opstod, fordi jeg for nyligt hørte et sindssygt interview med ham i radioen. Her beskrev han hvordan han først havde købt én skål af mørkt mangotræ, så to og så tre (Må jeg indvende: Fra en af de der trælse butikker der sælger brugskunst i små pavilloner rundt om Kongen Have i København), og til sidst var endt med en hel samling.
Der lå en tragisk historie bag hvorfor han begyndte at købe mangoskåle, men det korte af det lange er, at han havde brug for smukke ting omkring sig.
I interviewet forklarer han selv: ”Min næsten rituelle morgenmad […] Blåbær, hindbær, granatæblekerner og måske lidt mango eller mandarin, og det spiser jeg hver morgen. Når maden så er ved at være slut, dukker den her smukke bund frem.” Så griner han et grin som runger af kohl, og værten siger på en pædagogagtig måde: ”Hvor ér det fint!”
Mangotræet bærer åbenbart kun frugt indtil det er 25 år. Det siger Carsten Jensen i hvert fald – jeg har ikke kunne få det verificeret. Og herefter slukker jeg radioen i udmattelse.)
Derefter overvejede jeg en tekst som skulle hedde ”Homoexceptional – I am not a Hunter/Gatherer, I am a Spender”.
Jeg har været på et par dårlige dates, og det er efterhånden den seneste i bunken af mange.
Jeg har drukket vin med alle typer: høje, lave, smukke, grimme, rige, folk som gabte når jeg lavede en joke, folk som sagde at bøger var prætentiøse. Mænd som havde kærester eller lige var blevet singler; folk med succes og selvtillid, folk med stress; en håndfuld ejendomsmæglere med spidse sko, et par politikere, kunstnere, ingeniører og en enkelt tryllekunstner.
Stadig har intet kunne måle sig med den første forelskelse. Og måske er det rigtigt som nogen siger: At den første forelskelse altid sidder i én, og at man aldrig rigtigt kommer sig over den; at den er en sorg man må lære at leve med.
Eller også er det forkert, og så er sandheden, at der kun ér den ene mand for mig. Men hvis det er sandheden, hvad gør man så. Vi taler sjældent sammen, og når vi gør, er det høfligt og afmålt. Jeg får ham stadig til at grine, som jeg gjorde at vi var nyforelskede. Et lettet og chokeret grin, og som kommer naturligt og oprigtigt. Chokeret over jokens grovhed, lettet over at det blev sagt. Og jeg bliver stadig stolt over, at han grinte.
Han syntes jeg var sjov og det var en af grundende til at han elskede mig og at jeg elskede ham. Jeg elskede ham fra det øjeblik jeg så ham. Han satte sig overfor mig, jeg rødmede og det var det. Hans lyseblå, søvnige øjne, lå dybt i hans øjenhuler som ædelsten i en grotte. Lange øjenvipper, som en kamels, eller en drages, der blinkede tungt og vogtede over en skat.
Måske skriver jeg et nyhedsbrev om drager på et tidspunkt. Hvis I er interesserede i dens slags, så lyt til den her podcast om dragen som kollektiv idé.
Nå. Så kom der da lidt gang i skriveriet igen og det blev hvad jeg lovede, tror jeg. I hvert fald (lidt) sjovt, uforpligtende, undersøgende og forvirrende. Har vi lært noget? Nej.
Velkommen til alle nye her, jeg håber I hænger ved og beklager kommateringen,
Gustav Hagild
PS:
