Do remember, they can’t cancel the spring
Vi er gået i arkivet: Æggeblommegule sole, oliven som kurgæster i bade, bananfluer der bopper og flakser hvileløst omkring og min indre forrådnelse, spørgsmålstegn?
Do remember, they can’t cancel the spring...
Sådan sagde David Hockney, den gamle engelske maler under en af coronakrisens lockdowns i 2020 fra sit domicil i Normandiet in Nordfrankrig. Med det håbefulde budskab, publicerede han også et ret frygteligt iPadmaleri, en genre som han er blevet kendt for, og som oftest fungerer godt, men netop dette, som forestillede en lille gruppe påskeliljer, der ukueligt skyder op af det tidlige forårs kolde jord, er ikke godt. Se selv:
Men det er måske det vigtigste budskab, at foråret kommer uanset hvad. Lige nu er det her, og det kommer igen næste år.
Ikke modsat når man ser solen glide langsomt ned bag træerne i horisonten, som en skinnende æggeblomme ad et stykke lyserødt porcelæn. Et kort øjeblik frygter man, at den er druknet i horisonten, måske gledet helt af tallerkenen og smattet ud på køkkengulvet. Den kommer tilbage i morgen, og ikke med sin mørknede orange glød, men medbringer det blege smørgule skær, som siden tidernes morgen har vækket alt levende på jorden.
Nå, men det er dejligt foråret er her og det er dejligt at det altid kommer tilbage. Jeg ved ikke hvorfor sådan noget, altid skal blive lidt vemodigt, eller jo, det er jo fordi at der i de virkelig skønne ting som går i ring (bevægelser eller fænomener, eller noget) altid er en smerte, og det er frygten for at finde ud af, at på gensyn skulle have været et farvel.
Men udover at have det både dejligt forårsagtigt og samtidigt lidt forårssmerteagtigt, har jeg ikke rigtigt fået skrevet noget, som jeg synes var værd at dele.
Men så tænkte jeg ej stop, og sagde højt til mig selv: ”Ej stop Gustav Hagild”, som jeg gør, når der ikke er andre til at sige det, og tænkte: Var hele ideen ikke, at du bare skulle skrive og udgive, skrive og udgive? Jo, det var det jo. Hvordan går det? Dårligt! Så nu kommer en lille dagbogsting, som jeg skrev en particularly ensom vinteraften inden foråret kom:
—
Olivenen, som den lå der i glasset lignede en kastanje. Eller en fed svedig gæst, op af basinnets væg i et kurbad. Glasset var let og fladt og åbent som en overblomstret tulipan. Ginen var kold og lidt efter lidt blev den lille skål på bordet fyldt med store olivensten.
Jeg var ikke decideret ensom. Jeg var mere eksistentielt tom. Nogle aftener kan man løse sin ensomhed. Man kan stable en fest på benene med nogle venner, som man ved hjælp af lidt let afpresning får til at drikke en øl. Eller man vurderer at det er fint nok at bolle med ham den lidt gamle og fede, for så er man i det mindste ikke alene. Og så er det ligesom nok.
Men på en aften som i aften, ville det ikke have hjulpet, faktisk ville det nok have forværret det. På sådan en aften, hvor den kolde natteluft er ens eneste ven, kan man ikke løse sin ensomhed ved at omgås mennesker. De forværrer den bare. På sådan en aften har man brug for at være alene.
Det man leder efter sådan en aften, er én at gå i seng ved siden af, hver aften, til man lærer hinandens vuggen at kende. Vågne ved siden af nogen, man har lyst til at blive liggende ved.
Jeg er begyndt at se fluer omkring mig. Små bananfluer som bopper omkring i luften, når jeg sidder ved mit bord, eller ligger og læser i min sofa. De flakser hvileløst rundt i luften uden motiv, og dovent undslipper de mine klask. Enkelte får jeg ram på, og det giver mig altid en følelse af overlegenhed. Den koldblodige følelse af, at naturens orden er genoprettet, at mennesket kunne dominere sine omgivelser og hævde sin plads som verdens betvinger. Det er en pervers glæde at vide man er den stærkeste. Men det er en kort glæde, for fluerne vinder til sidst.
Men jeg dræber bananfluerne fordi jeg frygter dem. Jeg er bange for at lugte. Så jeg snuser til min sweater, men den lugter sådan, bare af mig og ikke dårligt, måske lidt af daggammel parfume. Min sofa lugter heller ikke, heller ikke tæppet. Gulvet er ikke synderligt beskidt, så hvor kommer lugten fra?
Jeg er altid bange for at være beskidt. Da jeg var yngre, fik min hud mig til at føle mig beskidt. De små gule bumser, der skød op og ud af porrerne som svampe i en fugtig skovbund, og gjorde ondt, eller de sorte hudorme på min næseryg der var spættet som skimmelsvamp. Den røde betændelse brændte og boblede nedenunder, så man aldrig vidste hvornår det kunne gå i udbrud.
Den stod mellem mig og så alle de andre. Jeg følte mig ulækker hele tiden. Eller rettere – uden samme renhed som dem, ikke lige så uskyldig. Sofaen var beskidt hvis jeg havde siddet i den. Som en tepose på køkkenbordet, troede jeg at jeg efterlod en plet. Jeg tror de andre også synes det var ulækkert, så jeg holdt mig også på afstand af dem og derfor distancen imellem os.
Så jeg begyndte jeg, at komme i tvivl om, at fluerne måske slet ikke opstod fordi jeg var beskidt eller lugtede, men måske var et tegn på det råd, som altid har boet i mig; mit moralske fordærv, den ondskab som spirer og gror, i mennesker hvis man ikke beskær den. Den kerne jeg føler jeg mangler.
—
Og der slutter teksten, og måske fordi det er forår, husker jeg på, når jeg læser den tilbage, at jeg jo ved at alle mennesker i bund og grund er gode, og at råd er noget som opstår og som kan fjernes.
Nyd foråret. David Hockney 25, en stor retrospektiv udstilling af Hockneys værker kan ses på Foundation Louis Vuitton i Paris til efteråret, og det er ikke spons, det er bare brugeroplysning hvis man er fan af Hockney som mig. Og ja – det er helt sikkert også en masse iPadmalerier. Der er sikkert også andet.
Beklager kommateringen,
Gustav Hagild
PS: Hvis man vil have forårsstemning:
PPS: Læs mere om Hockney og nogle af hans gode (!) iPadmalerier OG hans liv i Normandiet, her.