Dafne
Beklager dette nyhedsbrev er forsinket, men ville gerne gøre det ordenligt! Læs det til en martini i aften, inden du skal spise middag, evt mens du har en et eller andet weekendagtigt i ovnen.
Ciao belli!
I tirsdags kom jeg hjem fra Firenze. Det var skønt. Jeg har ikke spist grønsager; kun kød, vin, øl og brød og så har jeg også røget smøger. Følg min inst @gustavhagild for at se pæne billeder derfra.
I disse dage er jeg i Aalborg – mere om det senere!
I Firenze gik jeg en lang tur i Boboli haven. Det er en fantastisk og en meget følelsestung tur at gå. Haven uendelig smuk, fyldt med stejle bakker, cypresser (min favorit) og på toppen af en lang trappe ligger et lille plateau, med en stringent barok-inspireret have, og vigtigst af alt: Verdens flotteste udsigt.
Sidst jeg var dér, var med min ekskæreste, og at være der igen mindede mig om en acute følelse jeg havde efter vi slog op. Det var følelsen af at skulle sørge alle de drømme, man bygger ind i den anden, og som går tabt, når man går fra hinanden. Det man ikke helt har krav på – for det er jo bare noget man bilder sig selv ind – men man føler man har.
Blandt dem: At vise de børn jeg forestillede mig vi skulle have Boboli haven, Picassos Guernica; og de blåstribede badeanstalter ved Livorno, hvor der kun er italienere, solbrændte og rynkede og hvor cappuccinoerne kommer i små plastikkopper og teenagedrengene kådt skubber teenagepigerne i havet.
Det skrev jeg for mange år siden den her tekst om (why yes mama, I will be selfreferential on the blog today??). Et uddrag :
We drove around Tuscany, to Florence, where we wandered the Boboli gardens overlooking the hills surrounding the city, with cypresses casting long shadows on the ground beneath them. In some distant corners, you could spot a blue swimmingpool interrupting the landscape. Small cars tooted in the distance; tractors ran through olivegroves.
[…]
These are the concerns of lovers: what to drink, what to eat, when to sleep. Each task slowly fills the day, and time passes by you like airplanes: silently, speedily, crossing the sky above. I didn’t think then of the children I later invented; named after our friends and famous writers, whom we would have shown Italy, the Italy we felt we had discovered together. I didn’t think then, of whether you would want to marry me, or whether I wanted to marry you. I didn’t consider, as I later would, when I was lying next to you in bed and couldn’t sleep, whether I could move to your home country with you, and live in a small apartment, where perhaps I’d keep fresh lilies in a vase on a table between a pair of French windows, which opened onto a busy street.
Denne gang however, lagde jeg mest mærke til laurbærhækkene i Boboli haven. Høje mure af vidunderlige, grove, mørkegrønne blade som dufter når man river dem af grenen, og knuser dem mellem fingrene. Det er hundrede gange bedre end bøgeblade og hundrede gange bedre end krydderurtekrukker.
Nå men mens vi gik i solen og svedte, og lugtede til laurbærbladene, og grinede hånligt af amerikanske turister, undrede vi os over, hvorfor folk havde/har laurbærkranse om hovedet? (Altså ikke hvor vi var, men i gamle dage. Rom etc.)
Jeg huskede det som noget med en nymfe, der bliver forsøgt voldtaget og bliver forvandlet til et laurbærtræ, men jeg var ikke helt sikker, så i aftennødens stund gik jeg til google!
Og bingo!
Efter en kort googlesøgning gik det op for mig, at jeg havde set Berninis statue af den myte om den nymfe og om voldtægten, med selvsamme føromtalte ekskæreste i Rom i Borghesesamlingen:
Myten kommer i mange formler, men Ovid (antik digter) skriver i år 8 CE den bedste version (jeg har hentet det fra Wiki, fordi min mytebog ligger derhjemme (snob) og vil gerne bringe det videre til jer, fordi jeg holder af jer. Alle citaterne på engelsk er hentet derfra, og ellers har jeg digtet videre på beskrivelserne, sådan som jeg forestiller mig dem <3):
Basically:
Solguden, lysets og musikkens gud, Apollon, driller Eros med hans bueskydning. Nok ikke verdens sødeste ide, siden bueskydning ligesom er en essentiel del af Eros’ job (Eros er Amor).
Eros bliver sur og beslutter sig for at tage hævn. Han skyder Apollon med en pil med en guldspids, som gør Apollon håbløst forelsket. Derefter skyder han nymfen Dafne med en pil med en blikspids, som gør hende immun overfor alle kærlighedserklæringer og tilnærmelser.
Eros vælger Dafne, fordi hun allerede er lidt weird. Hun er datteren af en havgud, og vil helst bare være alene i skoven og jage, og synge med dyrene, eller et eller andet forestiller jeg mig. Hun er meget, meget smuk, og så hun er besat af at bevare sin jomfruelighed!
(Her gik det op for mig, at jeg fornyeligt har googlet præcis den her myte, fordi jeg overvejede om man kunne opkalde sit barn Dafne, eller om det var lidt bop-bop, lol. Det har jeg åbenbart svedt ud. Synes stadig det er perfekt til et lille kyskt skovbarn. Men hvorfor er min hukommelse så dårlig? Er det noget jeg spiser?)
Da Apollon ser Dafne, bliver han besat. På den der liderlige, beundrende, forelskede, fascinerede måde. Men han er jo også ramt af en kærlighedspil. Og så sætter jagten i gang! Han jager hende endeløst, men hun stikker hele tiden fra ham. Lettere end en brise glider hun gennem træerne. Apollon vinder ind, og Eros opildner ham. Hurtigere, du kan næsten nå hende, hun er jo lige der.
Eros giver ham endda vinger, så Apollon ender med at hænge på hendes skuldre, mens hun løber og løber, som en då, der flygter fra knaldet fra et gevær.
I horisonten ser hun sin fars vand – i mit hovedet er det en lille, rislende bæk, som løber ud i en skovsø. Og eftersom hun kan mærke at Apollon er ved at få ram på hende – hans vægt på tynger hende ned, så skridtene bliver sværere og sværere – beder hun til sin far om hjælp. Red mig inden det er for sent:
‘If your streams have divine powers change me, destroy this beauty that pleases too well!’
I næste øjeblik forvandler hende far hende til et Laurbærtræ. Fra Ovid:
"A heavy numbness seized her limbs, thin bark closed over her breast, her hair turned into leaves, her arms into branches, her feet so swift a moment ago stuck fast in slow-growing roots, her face was lost in the canopy. Only her shining beauty was left.”
Det er jo genialt smukt.
Apollon, i sorg over at han ikke kan få Dafne, udråber Laurbærtræet til sit træ:
"My bride," he said, "since you can never be, at least, sweet laurel, you shall be my tree. My lure, my locks, my quiver you shall wreathe."
Da falder Dafne for ham, og bukker sine arme om ham. Bravo, fini!
Derfor er laurbærkransen en hyldest; Det kommer fra de kulte som hylede Apollon der havde taget laurbærbladene til sig i kærlighed til Dafne.
Her er en række billeder der viser det skæbnesvangre øjeblik gennem kunsthistorien:
Ingen af dem, er dog lige så smukke som Berninis skulptur fra 1625.
Derudover kan jeg afsløre, at jeg da jeg læste myten om Apollon og Dafne, blev jeg ledt ned af Wikis krumme stiger, og opdagede fortællingerne om Apollons elskere Hyacint og Cyparissus og det er virkelig fine fortællinger. Lidt gruopvækkende, for handler om Apollons forelskelse i unge drenge, men så rene fortalt, at man ikke kan undgå at blive rørt. Læs endelig dem, hvis I keder jer i fem minutter i et venteværelse. En teaser med Apollon og begge figurer her:
Mere spiselig udgave:
Beklager kommateringen, og dejligt at være tilbage selvom vi gik liiidt over tid.
Gustav Hagild