Chaïm Soutine – en mester i mod
Til dato det længste af sin slags (beklager, eller næ): Om modet til at handle. Håber du vil læse med og kan bruge det til noget - et eller andet.
“At være, eller ikke at være, dét er spørgsmålet”. Sådan bliver Hamlets monolog ofte henvist til henkastet. Jeg blev mindet om dét citat for nyligt, da jeg lyttede til en podcast om Shakespeare.
Sjældnere, bliver resten af talen nævnt. Eller i hvert fald de næste linjer i den. Jeg bruger min gamle William Shakespeare: Samlede Skuespil redigeret af Henning Krabbe (1984, p. 175-176) til at citere fra – det kan sagtens være der er kommet en nyere, bedre oversættelse på gaden siden, big deal. I hvert fald:
At være eller ikke, det er sagen; -
er det et mere ædelt sind der tåler
den vilde skæbnes pileskud og stenkast,
end det der går i kamp med sorgers hav
og ender dem i strid?
(Her kan jeg måske lige indskyde, at hvorfor man ikke oversætter ”thats the question” med ”det er spørgsmålet” fatter jeg ikke – men alle er mere Shakespearekyndige end mig, så de har sikkert deres grunde.)
At jeg gengiver monologen her, og starter med den, og gerne vil skrive ud fra den, er fordi den, i min optik, præsenterer en grundkonflikt i mennesket; én jeg ofte selv også befinder mig i: Skal man handle eller skal man lade stå til? Og – hvorfor er det så svært at handle nogle gange?
Er det ”noblere” sind, det bedre sind, dét som kan tage den vilde skæbnes pileskud og stenkast med oprejst pande og stoisk ro; eller det, som kæmper for dets drømme, tror på dem, mod sorgers hav og ender dem i strid?
Hvorfor er det presserende?
I denne uge så jeg Chaïm Soutine: Mod Strømmen på Louisiana Kunstmuseum [LINK]. Det er ifølge Louisiana selv Soutines første Nordeuropæiske soloretrospektive med overvældende 64 værker.
Jeg har i mange år været Soutine-fan. Første gang jeg så ham, var på Somerset House i London. Jeg studerede, og arbejdede i weekenden – eller havde i hvert fald lige gjort det, og var måske allerede der skiftet til tjener et andet sted - som kok på en lille, møgbeskidt svensk restaurant i Østlondon. Køkkenet var en skotøjsæske af metalplader, og fedtet drev ned af væggene (beklager det banale billedsprog). Jeg boede i nord, og studerede i centrum, og pendlede så rundt, i den lille trekant.
Her er lol billeder fra dengang fra min inst:
Udstillingen på Somerset House hed Soutine’s Portraits: Cooks, waiters and bellboys. Det fokuserede, som I nok kan regne ud, på hans portrætter. Det er også dem jeg elsker mest, men dem vender vi tilbage til.
Soutine malede nemlig meget andet også: Landskaber, stillebens, slagtede dyr og fjerkræ. Så jeg glædede mig virkelig til at se en masse af hans andre billeder denne gang. Jeg gider ikke beskæftige mig med dén udstilling specifikt, men hvis I har lyst kan I høre Anmeldernes anmeldelse her. Men jeg refererer fra biografien i deres revy for at give lidt baggrundsviden:
Chaïm Soutine 1893-1943
Soutine blev født i den Belarussiske landsby Smilovitchi i 1893. Han var jødisk og talte jiddisch som modersmål, og – ifølge Louisianas biografi om ham, måske for at gøre idoliseringen af ham endnu større – var der i den type jødisk ortodokse samfund typisk billedeforbud og særligt et forbud mod gengivelsen af personer.
Men Soutine insisterer og modsat forældrenes pres beslutter han, at han vil være maler.
Derfor flytter han til Paris i 1913, som på dette tidspunkt var kunstverdenens gryende centrum. Her flytter han ind i kunstnerkolletivet ”La Ruche” (Bikuben, cute no!) i Montparnasse hvor kunstnere som Modigliani, Marc Chagall og Ferdinand Léger også bor løbende.
De har også i Louisianas revy et fantastisk citat fra Soutines ven:
”Den 14. juli sad vi begge klokken fire om morgenen på fortovet foran Operaen […] og Soutine var som fortryllet; alt hensatte ham i en tilstand af lykke: pladsen, bygningens skulpturer, udsmykningen og digtene […] og han erklærede, at vi virkelig var uduelige, hvis vi ikke skabte noget i en by som Paris” (p. 96).
Lang historie kort. Han lever i dyb fattigdom, maler, og har mavesår, og maler og maler og maler. Han oplever stor sorg: Hans ven Modigliani dør i 1920. Han er selvkritisk: sætter ild til malerier for et godt ord. I 1922 bliver han opdaget af den Amerikanske rigmand Albert C. Barnes som køber 52 af hans billeder, og nu kan han leve mondænt. Endelig! I 1943 dør han pludseligt af et maveonde, den 9. august. Picasso og Jean Cocteau er med til hans begravelse (ibid. 101). Le fin, bravo!
Men hans fantastiske billeder består. Og det er hans ekspressionistiske malertekniske strøg og farver som i den grad fascinerer. Tykke lag olie, som man kan se, bliver smurt på lærredet som sæbeskum på en krop. Hans strøg, hektiske, som om han klør sin hovedbund for lus og ryster af kulde:
(PS - jeg tog de her closeups af nogle malerier på udstillingen, og kan ikke huske hvad de hedder!)
Hans portrætter skildrer dem som arbejder på hotellerne, restauranterne, som understøtter hele det offentlige liv. Dem der – ligesom ham – lever i uforståelig fattigdom, og kæmper for at overleve og drømmer om at slå igennem.
Han maler deres sorger og deres slid ind i deres hud, deres jakker, og deres hænder. De unge piccoloer (Jeg kan bedre lige det engelske udtryk bellboys, men lad gå), hvis afslørende unge alder og uskyldstab også på mesterlig vis er malet frem. Ikke mere snak, se dem herunder:
You can live on a shilling a day in Paris if you know how. But it is a complicated business.
Mens jeg boede i London og så Soutine på Somerset House, og studerede, og arbejdede i små klamme på restauranter først som kok og senere – mere mondænt, som tjener – lånte min veninde mig George Orwells Down and Out in Paris and London.
I den beskriver Orwell sit liv som – hvis ikke hjemløs – så så fattig som man kan blive. I den første del af bogen, lever han i Paris i tyverne, og arbejder som plongeur, en slags opvasker og arbejdskraft på de fine hoteller og restauranter, som dannede rammerne for selskabslivet, kunstscenen og det borgerlige society.
Det barske, svedende liv i små indelukkede lokaler hvor vinen flyder og hvor hygiejnen ikke findes. Restauranternes kulskovlere, der fylder brændsel på kedlerne, så skibet med alt sin pragt, stille kan glide over havene. Ret fantastisk.
Jeg har enten lånt min version ud, eller kun haft den min veninde lånte mig, men i anledning af Soutine udstillingen har jeg for nyligt generhvervet mig den, for at få hans ord, på det liv Soutine skildrer (En engelsk genudgivelse fra 2020, med forord af Kerry Hudson, hvis man vil finde den præcise udgave).
Orwell arbejder i et cafeterie – et slags forkøkken, som dybt under de bonede gulve, i køkkenernes mørke huler laver morgenmadsbakker, vasker op, rister toast og laver kande efter kande med te.
Han skriver:
‘The work in the cafeterie was spasmodic. We were never idle, but the real work only came in bursts of two hours at a time – we called each burst ‘un coup de feu’’ (p. 63).
Un coup de feu betyder, så vidt jeg kunne oversætte mig til ”et skud”, som i pistolskud. Hvis man nogensinde selv har arbejdet på en restaurant – og endnu værre i et køkken – kender man fornemmelsen. Den imaginære pistol som går af, skyder hundevæddeløbet i gang og de efterfølgende timer, hvor man kæmper, med hele sin organisme for at følge med: Blandt glas der smadrer, gasblus man brænder sig på, og kanter der skal tørres af alle vegne.
‘Two men worked in the cafeterie besides Boris [en russisk plongeur, som Orwell tidligere har hjulpet i arbejde] and myself. One was Mario, a huge, excitable Italian – he was like a policeman with operatic gestures – and the other, a hairy uncouth animal whom we called Magyar; I think he was a Transylvanian, or something even more remote’ (ibid).
I filmen Ratatouille, om den lille rotte Remy som er en unlikely stjernekok, beskriver den kvindelige kok Colette hvordan folkene i restauranten er ’pirater’ – ikke fine, snobbede folk. Og det er rigtigt: køkkenfolk er sømænd, håndværkere, lurendrejere; der med deres bare, grove fingrer smider glohede fade i ovnen og skærer løg med en list, som kun en maskine ellers kan.
I same metafor: At arbejde i et køkken føles også som at stå i en kahyt under høj sø. Det er småt, varmt, og det går så stærkt det vitterligt føles som om man gynger. Der er ofte småt, lidt til ingen ilt, kunstigt lys, som efter timer med kaos begynder at svaje under loftet; der er svedige menneskekroppe overalt og man taler hårdt og direkte til hinanden for at passe på hinanden.
Orwell skriver det bedre end jeg kan:
‘Sometimes we were going as though we had only five minutes to live; sometimes there were sudden lulls when the orders stopped and everything seemed quiet for a moment. Then we swept up the litter from the floor, threw down fresh sawdust, and swallowed gallipots of wine or coffee or water – anything, so long it was wet. Very often we used to break off chunks of ice and suck them while we worked. The heat from the gas-fires was nauseating; we swallowed quarts of drink during the day, and after a few hours when our aprons were drenched with sweat […] The food we were given was no more than eatable, but the patron was not mean about drink; he allowed us to litres of wine a day each, knowing that if a plongeur is not given two litres he will steal three […] we often drank too much – a good thing, for one seemed to work faster when partially drunk’ (ibid. p. 64, 66, 67).
Ah, det er det andet smukke ved restaurantbranchen. Man drikker meget, rigtig meget. Fortæller sig selv man behøver det, mærker det ikke fordi man er fokuseret, og føler sig sjældent fuld, før allersidste tallerken er sendt ud og kampen fløjtet af.
Og der er en stolthed i kampen: En stolthed over at overkomme det, som virkede umuligt lige inden pistolen lød:
‘And yet, the plongeurs, low as they are, also have a kind of pride. It is the pride of the drudge – the man who is equal to no matter the quantity of work. At that level, the mere power to go on working like an ox is about the only virtue attainable’ (ibid. p. 80).
Og han beskriver den absolutte kontrast mellem det borgerlige bourgeoisie og aristokrati, og så de hårdkæmpende, grove plongeurs:
‘There sat costumers in all their splendour – spotless table-cloths, bowls of flowers, mirrors and gilt cornices and painted cherubim; and here, just a few feet away, we in our disgusting filth. For it really was disgusting filth. There was no time to sweep the floor till evening, and we slithered about in a compound of soapy water, lettuce leaves, torn paper and trampled food […] The room had a dirty mixed smell of food and sweat […] There were only two sinks, and no washing basin, and it was nothing for the waiter to wash his face in the water in which clean crockery was rinsing’ (p. 69).
‘Our cafeterie had year-old filth in all the dark corners, and the bread bin was infested with cockroaches. Once I sugeested killing these beasts to Mario. ‘Why kill the poor animals?’ he said reproachfully. The others laughed when I wanted to wash my hands before touching the butter’ (p. 81).
En sidste kort digression, I promise
Jeg må nå at fremhæve en anden klassiker, som kredser om det samme: Der er ingen ende på Paris af Hemingway fra 1964. Jeg har min mors gamle, oversat af Michael Tejn fra 1989 (elitært, I know).
Bogen strækker sig over perioden 1921-1926, hvor han boede i Paris med sin første kone og deres barn, tror jeg nok. Bogens sidste linje er:
”Sådan var Paris i vores ungdom, da vi var meget fattige og meget lykkelige” (p. 159).
Endnu smukkere starter den:
”Så meldte det dårlige vejr sig. Det kom en dag, da efteråret var forbi” (p. 9).
I den beskriver han det fattige kunstnerliv (dog med flere penge end Orwell, selvom man kan indvende at Orwell også var fattig ”på lånt tid”), hvor han på lousy caféer skriver om morgenen, drikker til frokost og elsker med sin kone om natten.
Han skriver meget som er smukt i den; men dette er det centrale for os:
”Man blev meget sulten, når man ikke spiste nok i Paris, for alle bagerierne have så vidunderlige ting i deres vinduer, og folk sad og spiste ved deres borde på fortovet, så at man både så og lugtede maden […] Jeg lærte at forstå Cézanne langt bedre og for alvor se, hvordan han lavede sine landskaber, når jeg var sulten. Af og til spekulerede jeg på, om han mon også havde været sulten, mens han malede, men kom til det resultat, at det i så fald formentlig kun var, fordi han helt glemte at spise. Det var en af disse usunde, men oplysende tanker, man gør sig, når man har været søvnløs eller sulten selv. Senere gik det op for mig, at Cézanne sandsynligvis havde været sulten, men blot på en anden måde” (p. 53)
Hvorfor elsker jeg Orwell og Hemingway og Soutine, spørger jeg ligeså meget mig selv?
Ja, hvorfor? Til dels, fordi de elsker Paris – og ikke dyrker ”idéen” om Paris med skam, hvilket jeg føler mig set i, selvom det til tider bliver overromantisk – men også fordi de dyrker deres sult.
Det fantastiske ved disse skæbner: Soutines motiver og egen skæbne, forfatternes skønlitterære jeger, er deres kompromisløse insisteren på at forblive i dårligdommene. For at ære deres sult, fordi de tror på noget større, som de er villige til at kæmpe for. De handler – som Hamlet – de bliver, de skal lykkes, for deres sult er for stor til at lade være.
De lykkes så også, og det gør sikkert, at deres blik på deres elendighed er rosenrød, hvem ved. Coping mechanisms and all that. Men jeg beundrer det, og drømmer selv om at turde handle, og ikke lade mig rive ned i den socialdemokratiske malstrøm af A-kasser, selvangivelser og leverpostejsmadder. Men jeg er ikke sikker på jeg tør.
Jeg har kort smagt på piratlivet; sprunget måltider over, for senere at kunne drikke mig fuld på en café med smarte kunstnere, blevet hjemme og løjet mig syg når jeg ingen penge havde, arbejdet 40 timer i et metalkassekøkken i Østlondon, og fanget mus med mine hænder til 60 kroner i timen for at have noget at leve af. Men jeg er ikke blevet opdaget af en Barnes og anerkendt for et eller andet geni, og jeg har ikke været så på røven, at jeg har skulle sove på gaden (og heldigvis for det!).
Jeg har en privilegeret familie, og alt er vel der. Men det gør næsten splittelsen endnu mere patetisk – for jeg kunne jo bare skride fra alt og male i Paris? Ikke behøve komfort. Jeg har det fint: jeg betaler regninger og køber nogenlunde pæne ting og bilder mig ind, at gode folk godt kan lide mig, og spiser linser fordi det er sundt. Stoisk. Pænt. Lammet?
Det føltes tomt: Som om jeg sidder på sidelinjen. Så jeg drømmer gennem store mennesker, og håber jeg selv en dag kan blive et stort menneske, for sulten ér der, selvom jeg tvivler på min egen evne til at leve i den, helt. Simpelthen fordi jeg bare måske ikke tør. For hvis man ikke bliver opdaget, så er det bare hårdt, og aldrig rosenrødt. Er det patetisk? Måske.
Tag og se Soutine. Se hans mod. Det er fantastisk.
Beklager kommateringen,
Gustav Hagild